Vi har ville det rigtig længe - også mig - det der med hus og have. Og det er fantastisk og samtidig er det også rigtig, rigtig langt væk fra det liv jeg har levet hidtil.
Hvordan går man fra at være Nørrebroer to the bone og til at være fucking forstads frue? Bliver her ikke lidt for stille? Er det nu man bliver voksen og er det lige så kedeligt som det ser ud?
Indtil videre ser listen sådan ud:
Superhot
- Have: et stykke med græs som er mit, kun mit - muhahahaha (nå ja og børnenes, og mandens )
- Ikke at have underboere = børnene kan larme
- At det hele er laid-back landsbyagtigt herude
- At det trods alt ikke er så langt fra København
- At mine børn vokser op i samme kvarter som deres far og jeg
- Udsigten fra mit stuevindue; grønt, grønt, grønt
- At der ikke er nogen der dealer lige uden for min datters institution
- At jeg trods villa og punto - gudsketakoglov ikke har vovse
Supernot
- At slå græs + at græs vokser forbavsende hurtigt
- At flytte væk fra de sødeste overboere i universet
- At man ikke kan dalre rundt i underbukser uden hele vejen kan se det (vi skal seriøst ha plantet noget hæk!)
- At jeg ikke længere er københavner
- At mine børn vokser op i samme kvarter som deres far og jeg
- At der ikke kommer et samba-optog/ en demo/ en mand på rulleskøjter med to kamphunde forbi mit vindue mere
- At det, bortset fra at jeg er uden hund, er det mest forudsigelige move ever, at vi er flyttet herud
Da vi flyttede ind for en lille måned tid siden sagde min gode veninden; "Ja, det kan så potentielt være sidste gang du flytter" Gys, siger jeg bare! Lad os se om det bliver så godt at de skal bære mig ud med fødderne først - for tiden føles det stadig som noget sært midlertidigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar