TV-narkoman?

Indrømmet, jeg har været tv-narkoman. Det er den mest fantastiske virkelighedsflugt, hovedet bliver helt tomt, kroppen bliver helt slap og synker ned i den numseformede fordybning der er i sofaen.

Jeg kom ud af min narkomani ved et tilfælde. Sæsonen sluttede, dvs. alle serierne viste det sidste afsnit og genudsendelsernes æra begyndte, det var måske allerede i maj. I juni og juli havde vi travlt med at pakke, flytte og putte babyen, og nu; som ved et mirakel er jeg blevet fri af min afhængighed.

Og er du sunshine hvor har man meget tid til alt muligt andet, hvis man dropper tv'et! Det er jo som om man får foræret 3 ekstra timer i døgnet!

Som alle misbrugere har jeg dog en sær kløen efter mit drug. Jeg er begyndt at rotere på stolen, tænke over den saftige buket af nye friske tv-serier som efteråret byder på. Reality, drama, krimi - alle mulige lækre serier.

Jeg har ingen ambitioner om at holde op med at se tv, men jeg har en ambition om en gang i mellem at droppe det usunde tv. Det man bare bliver i dårligt humør af - og lave noget andet; spise kage fx:)

Madpakke Mafia

Med den nye institution som størstebarnet er startet i, følger en spritny ting i vores liv: madpakken. Den gamle børnehave havde madmor, og der var i mine øjne intet mindre end fantastisk. Tænk sig at ens barn blev fodret med varieret varm mad uden at man selv skulle løfte en finger (det øknomiske aspekt til side)

Pigebarnet elsker sin madpakke, nok mest fordi det er noget nyt, moderen er mere tvivlende.
Mest fordi jeg kan mærke madpakke mafiaen snige sig ind på mig.

Ærligt talt, madpakke mafiaen findes mest i mit hovede (på en ikke- psykotisk-måde), det er følelsen af at madpakken skal være intet mindre end en afspejling af; min moderkærlighed til poden + min ernæringsekspertise + min kulinariske kreativitet... pyha, det giver sved på panden.

Det foregår nogenlunde sådan hér inde i mit hovede under smørringsseancen:

"Burde jeg egentlig have bagt noget? Der er noget med at leverpostej er for fedtholdigt - nå, den får hun med i dag, så må jeg...shit, fisk - vi har ikke noget fiskepålæg, ... aaarrarahgh"

Fucking Forstads Frue

Så skete det - jeg er vendt hjem til barndomskvarteret efter 11 år i hovedstaden. Med mig har jeg en del mere end da jeg tog afsted ; en uddannelse, et job, en mand, to børn, en masse erfaringer og en røremaskine - og nu også et lille gult hus.

Vi har ville det rigtig længe - også mig - det der med hus og have. Og det er fantastisk og samtidig er det også rigtig, rigtig langt væk fra det liv jeg har levet hidtil.

Hvordan går man fra at være Nørrebroer to the bone og til at være fucking forstads frue? Bliver her ikke lidt for stille? Er det nu man bliver voksen og er det lige så kedeligt som det ser ud?

Indtil videre ser listen sådan ud:

Superhot                                                                                                                

• Have: et stykke med græs som er mit, kun mit - muhahahaha (nå ja og børnenes, og mandens )
• Ikke at have underboere = børnene kan larme 
• At det hele er laid-back landsbyagtigt herude
• At det trods alt ikke er så langt fra København
• At mine børn vokser op i samme kvarter som deres far og jeg
• Udsigten fra mit stuevindue; grønt, grønt, grønt
• At der ikke er nogen der dealer lige uden for min datters institution 
• At jeg trods villa og punto - gudsketakoglov ikke har vovse 

Supernot

• At slå græs + at græs vokser forbavsende hurtigt
• At flytte væk fra de sødeste overboere i universet 
• At man ikke kan dalre rundt i underbukser uden hele vejen kan se det (vi skal seriøst ha plantet noget hæk!)
• At jeg ikke længere er københavner 
• At mine børn vokser op i samme kvarter som deres far og jeg
• At der ikke kommer et samba-optog/ en demo/ en mand på rulleskøjter med to kamphunde forbi mit vindue mere 
• At det, bortset fra at jeg er uden hund, er det mest forudsigelige move ever, at vi er flyttet herud

Da vi flyttede ind for en lille måned tid siden sagde min gode veninden; "Ja, det kan så potentielt være sidste gang du flytter" Gys, siger jeg bare! Lad os se om det bliver så godt at de skal bære mig ud med fødderne først - for tiden føles det stadig som noget sært midlertidigt.